Den har stået meget på kirke og miljø hos mig de seneste måneder. En stor del af min arbejdstid går med dette emne. Jeg er ikke teolog, og har derfor valgt at lade andre om den mere teologiske side af sagen. Men nu er min ferie startet, og så tænkte jeg at læse en bog om det også: Nick Spencer og Robert White: Christianity, Climate Change and Sustainable Living (Great Britain 2007).
Og så en ny disciplin for mig: notere læsenoter i en blog. Kan man det? Jeg kan da prøve. Vi starter med forordet. Hvad er det kristendommen har at bidrage med når det kommer til spørgsmålet om klimaforandringer? Det er jo ikke den videnskabelige side – det er der andre der langt bedre kan tage sig af. Ej heller den politiske – eller i hvert fald ikke for alvor. Det handler om holdninger og synet på den verden der omgiver os. Noget meget fundamentalt – og helt afgørende hvis skuden skal vendes bort fra den nuværende katastrofekurs.
Forfatterne nævner følgerne punkter:
- Kristendommen er den af verdensreligionerne der stærkest understreger forbindelsen mellem det materielle og det spirituelle.
- At passe på det skabte/skaberværket var den første opgave Adam og Eva fik i skabelsesberetningen
- Gud kunne ikke have vist større engagement i skaberværket end det han gjorde ved at sende sin søn Jesus og gøre ham til en del af det.
- Og i vores tjeneste for skaberværket er vi som kristne (og sådan en mærkelig en er jeg) kaldet til at følge Jesus især i hans omsorg for de fattige og dårligt stillede. Og det er netop dem der tydeligst vil komme til at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne.
Sådan. Kristne er ikke nødvendigvis bedre til at gøre noget ved klimaforandringerne end alle mulige andre. Vi er heller ikke nødvendigvis bedre mennesker. Men i kristendommen ligger der en stor udfordring til os – og et ansvar vi bør påtage os. Og så har vi måske også noget at bidrage med som videnskabsfolk og politikere ikke har.
Nogle gange må man tage sig ganske gevaldigt til hovedet. Det var sådan en oplevelse der fik mig til at oprette denne blog i dag:
En af hovedoverskrifterne i dagens nyhedsstrøm handlede om at Nordpolens Naboer (deriblandt os danskere som har skaffet os adgang via en lille ø oppe nordpå) er i gang med at finde ud af hvordan vi skal dele rovet imellem os (og “os” er også Rusland, Canada, USA og den slags store legekammerater) når nu isen smelter. For så kan vi nemlig rigtig få adgang til en hel masse olie som kan pumpes op fra undergrunden. 25 procent af den tilbageværende olie gættede de glædesstrålende på i TV-avisen her til aften. Og det bliver meget lettere når isen smelter på grund af klimaforandringerne.
Er jeg den eneste der synes at det er helt grotesk? Vi har et kæmpe problem med verdens klima som lige nu udvikler sig i helt uforudsigelig retning, højst sandsynligt på grund af vores forbrug af olie, kul og andre fossile brændsler. Takket være denne udvikling, får vi nu måske adgang til endnu mere olie som vi kan fyre af og accelerere processen endnu mere.
Om 1½ år skal vi i Danmark være værter for en FN konference der skal forsøge at tage klimaforandringerne alvorligt og forhåbenlig også skabe samling om at gøre noget ved det. Men hvad er vi selv jublende i gang med? At gøre problemet endnu større. De burde da enes om at lade den olie blive hvor den er!
Hvorfor falder det slet ikke TV-avisens journalist ind at stille et eneste kritisk spørgsmål i den retning i stedet for bare at give de idiotiske forhandlere medløb? Det fatter jeg ikke.
Jeg har gennem nogle måneder blogget om Kirker i Europa ovre på blogspot . Det var da sådan set meget sjovt, især fordi det er det jeg arbejder med til daglig. Men ofte var der jo andre emner jeg mente noget om – ikke sådan direkte kirke-europa-agtige. Og kirke- europa er ikke det jeg arbejder allermest med lige nu. Det store tema i disse måneder er kirkerne, klimaet og miljøet i mere bred forstand. Og så er der jo også alle de andre emner jeg godt kunne tænke mig at skrive noget om. Eller… måske. For det kan også være jeg ikke får det gjort. Men nu prøver jeg lige lidt med et sted hvor jeg bare kan komme med mit kævl om alt hvad jeg vil. Så ser vi.
