Den har stået meget på kirke og miljø hos mig de seneste måneder. En stor del af min arbejdstid går med dette emne. Jeg er ikke teolog, og har derfor valgt at lade andre om den mere teologiske side af sagen. Men nu er min ferie startet, og så tænkte jeg at læse en bog om det også: Nick Spencer og Robert White: Christianity, Climate Change and Sustainable Living (Great Britain 2007).
Og så en ny disciplin for mig: notere læsenoter i en blog. Kan man det? Jeg kan da prøve. Vi starter med forordet. Hvad er det kristendommen har at bidrage med når det kommer til spørgsmålet om klimaforandringer? Det er jo ikke den videnskabelige side – det er der andre der langt bedre kan tage sig af. Ej heller den politiske – eller i hvert fald ikke for alvor. Det handler om holdninger og synet på den verden der omgiver os. Noget meget fundamentalt – og helt afgørende hvis skuden skal vendes bort fra den nuværende katastrofekurs.
Forfatterne nævner følgerne punkter:
- Kristendommen er den af verdensreligionerne der stærkest understreger forbindelsen mellem det materielle og det spirituelle.
- At passe på det skabte/skaberværket var den første opgave Adam og Eva fik i skabelsesberetningen
- Gud kunne ikke have vist større engagement i skaberværket end det han gjorde ved at sende sin søn Jesus og gøre ham til en del af det.
- Og i vores tjeneste for skaberværket er vi som kristne (og sådan en mærkelig en er jeg) kaldet til at følge Jesus især i hans omsorg for de fattige og dårligt stillede. Og det er netop dem der tydeligst vil komme til at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne.
Sådan. Kristne er ikke nødvendigvis bedre til at gøre noget ved klimaforandringerne end alle mulige andre. Vi er heller ikke nødvendigvis bedre mennesker. Men i kristendommen ligger der en stor udfordring til os – og et ansvar vi bør påtage os. Og så har vi måske også noget at bidrage med som videnskabsfolk og politikere ikke har.
No Comments Yet